Jeg hedder Ellen Brinch Jørgensen og bor i Ebeltoft. Jeg har altid tegnet og begyndte at male med oliemaling for over 30 år siden. Igennem mange år har oliemaling været min hobby og mit frirum ved siden af mit fuldtidsarbejde.

 

Siden efteråret 2022 har jeg valgt at lade lade maleriet fylde en stor del af min tid og gik samtidig over til primært at male med akryl og det var i den grad med til at sætte mig fri og give mig lyst til at eksperimentere med det abstrakte maleri. Jeg er især inspireret af farver og former og forsøger at få kontraster ind i mine billeder. Lys og mørke, ro og kaos. Malerierne afspejler dermed hverdagens kontraster. Da jeg færdes meget i naturen - og også er inspireret heraf -  er malerierne præget af organiske former og der kan af og til snige sig landskabslignende abstraktioner ind i mine værker, ligesom nogle vil mene, at der også har indsneget sig enkelte abstraktioner af flora og fauna.

 

Mine værker kan bl.a. ses på Værkstedet, Kirkegårdsvej 1, 8400 Ebeltoft, hvor jeg maler mine billeder. Værkstedet har åbent den første lørdag i hver måned (kl. 10-14) og ellers efter aftale